Et direktiv er en retsakt, som vedtages i henhold til EU-traktaten. Det er bindende i sin helhed, og medlemsstaterne er forpligtede til at omsætte det i national ret inden en bestemt frist.
Artikel 153 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde giver EU beføjelse til at vedtage direktiver vedrørende arbejdsmiljø. Rammedirektivet, som har et bredt anvendelsesområde, danner sammen med andre direktiver, der vedrører specifikke arbejdsmiljøaspekter, fundamentet for den europæiske arbejdsmiljølovgivning.
Medlemsstaterne kan vedtage strengere regler for beskyttelse af arbejdstagere, når de gennemfører EU-direktiverne i deres nationale ret. De forskellige arbejdsmiljøkrav kan derfor varierer fra medlemsstat til medlemsstat i EU.
Direktiver efter emne
Resuméer af direktiverne er kun tilgængelige på engelsk, men linkene i slutningen af hvert resumé fører til direktivets fulde ordlyd på alle EU-sprog.
Ud over rammedirektivet er der vedtaget en række særdirektiver om specifikke aspekter af arbejdsmiljøet. Rammedirektivet gælder dog fortsat for alle områder, som også dækkes af særdirektiverne. Hvis særdirektiverne indeholder mere stramme og specifikke bestemmelser, er det dog disse bestemmelser, der gælder. Særdirektiverne tilpasser principperne i rammedirektivet efter:
- specifikke opgaver (f.eks. manuel håndtering af byrder)
- specifikke farer på arbejdspladsen (f.eks. eksponering for farlige stoffer eller fysiske agenser)
- specifikke arbejdspladser og sektorer (f.eks. midlertidige arbejdspladser, udvindingsindustrien og fiskerfartøjer)
- specifikke grupper af arbejdstagere (f.eks. gravide kvinder, unge arbejdstagere og arbejdstagere på tidsbestemt ansættelseskontrakt)
- visse arbejdsrelaterede aspekter (f.eks. tilrettelæggelse af arbejdstiden).
I særdirektiverne defineres det, hvordan risiciene skal vurderes, og i nogle tilfælde fastsættes der grænseværdier for visse stoffer eller agenser.
Europa-Kommissionen har meddelt sine tre vigtigste aktioner vedrørende sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen i meddelelsen om sikrere og sundere arbejde for alle – modernisering af EU's lovgivning og politik for sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, som bygger på den efterfølgende evaluering af Den Europæiske Unions direktiver om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen (Refit-evaluering).
Desuden vedrører en række EU-direktiver, der bygger på artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, også sundheds- og sikkerhedsmæssige aspekter. På dette retsgrundlag er der vedtaget et antal tekniske direktiver efter den såkaldte "nye metode", hvorved de europæiske standardiseringsorganisationer – Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN), Den Europæiske Komité for Elektronisk Standardisering (CENELEC) og Det Europæiske Standardiseringsinstitut for Telekommunikation (ETSI) – fastsætter og ajourfører europæiske standarder med regelmæssige mellemrum.
Den europæiske lovgivningsproces
EU’s strategiske ramme for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen for 2021-2027 fastsætter den strategiske ramme for EU's arbejdsmiljøpolitik. Udgangspunktet for lovgivningsinitiativer på EU-plan er et lovforslag, som Europa-Kommissionen udarbejder. Det er Rådet og Europa-Parlamentet, der i henhold til "den almindelige lovgivningsprocedure" vedtager EU-direktiverne. I nogle tilfælde delegerer de den lovgivningsmæssige beføjelse til at tilpasse direktiverne efter de tekniske fremskridt videre til Europa-Kommissionen.
De europæiske arbejdsmarkedsparter spiller en afgørende rolle i EU's beslutningsproces inden for arbejdsmiljø, da de skal høres på forskellige stadier af processen. Traktaten rummer også bestemmelser om muligheden for at indgå selvstændige aftaler. Dialogen mellem arbejdsmarkedsparterne i EU har indtil videre resulteret i en række selvstændige aftaler.
Historisk baggrund for reglerne om arbejdsmiljø
De første EU-direktiver om arbejdsmiljø blev vedtaget på grundlag af de generelle bestemmelser om harmonisering af markederne. Det skyldtes EF-traktatens mangel på udtrykkelig lovgivningskompetence i spørgsmål om arbejdsmiljø indtil midt i 1980'erne. Indtil da blev arbejdsmiljøet anset for at være et appendiks til markedsharmoniseringen og de økonomiske politikker i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Direktiv 77/576 EØF om harmonisering af nationale bestemmelser om sikkerhedsskiltning på arbejdspladsen og direktiv 78/610 EØF om harmonisering af bestemmelserne om sundhedsbeskyttelse af arbejdstagere, der er udsat for påvirkning fra vinylchloridmonomer, blev f.eks. vedtaget på dette grundlag.
Den Europæiske Fælles Akt fra 1987 var et stort fremskridt, idet der hermed blev føjet en ny lovbestemmelse om socialpolitik til traktaten med det formål at "forbedre navnlig arbejdsmiljøet for at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed". Ved at indsætte denne bestemmelse i traktaten tydeliggjorde man betydningen af sikre arbejdsvilkår. Med den nye europæiske socialpagt fik Europa-Kommissionen desuden beføjelse til at fremme dialogen mellem arbejdsmarkedets parter på EU-plan.
Med Amsterdamtraktaten i 1997 blev lovgivningskompetencen på det social- og arbejdsmarkedspolitiske område i EU yderligere styrket med indarbejdelsen af en udvidet aftale om social- og arbejdsmarkedspolitikken i EF-traktaten. Lissabontraktaten beholdt – bortset fra omnummereringen af artiklerne om social- og arbejdsmarkedspolitikken – substansen i bestemmelserne i EF-traktatens artikel 136 ff (nu artikel 151 ff i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde).