Europa-Kommissionens strategiramme for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2021-2027 fastlægger de vigtigste prioriteter og tiltag med hensyn til at forbedre arbejdstagernes sundhed og sikkerhed og håndtere hurtige ændringer i økonomien og demografien og i vores arbejdsmønstre.
Strategiske prioriteter
Strategirammen er kendetegnet ved en trepartstilgang — der involverer EU-institutionerne, medlemsstaterne, arbejdsmarkedets parter og andre interessenter — og fokuserer på tre centrale prioriteter:
- foregribelse og håndtering af forandring i forbindelse med den grønne, digitale og demografiske omstilling
- bedre forebyggelse af arbejdsrelaterede ulykker og sygdomme, fremme af en nulvisionstilgang til arbejdsrelaterede dødsfald og
- øget beredskab mod nuværende og fremtidige sundhedskriser.
Gennemførelse af rammen — en nøglerolle for EU-OSHA
Rammens succes afhænger af dens gennemførelse på EU-plan, på nationalt plan, på sektorplan og på virksomhedsniveau. I den sammenhæng spiller effektiv håndhævelse, social dialog, finansiering, bevidstgørelse og dataindsamling en central rolle. EU-OSHA har gennem sit omfattende netværk af partnere gode forudsætninger for at fremme tiltag, samarbejde og udveksling og opfylde rammens ambitioner.
EU-OSHA's fremsynsundersøgelser og oversigtsprojekter har til formål at foregribe risici og identificere prioriteter for at præge udviklingen inden for arbejdsmiljøpraksis og -politik på områder som digitalisering og grønne jobs, samt stress og psykosociale risici. EU-OSHA stiller også let anvendeligt materiale til rådighed for at hjælpe arbejdspladserne med at gennemføre forebyggelse i praksis og udarbejder en lang række retningslinjer for at hjælpe med at beskytte arbejdstagerne under pandemien, uanset om de er udsatte på frontlinjen eller skal omstille sig til at arbejde hjemmefra. Agenturets inddragelse i arbejdet med køreplanen for bekæmpelse af kræftfremkaldende stoffer og dets arbejdsmiljøkampagner viser agenturets engagement i at fremme en forebyggelseskultur i og uden for Europa, hvilket er en hjørnesten i EU's arbejdsmiljøpolitik.
Gå på opdagelse i EU's strategiramme for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2021-2027